Minimale Par - en forskningsbaseret tilgang

 

Hvorfor Minimale Par?

Minimale Par hører til familien af “distinktive tilgange”, og er en af de mest benyttede lingvistiske interventioner til børn med fonologiske vanskeligheder. Metoden er blandt de ældste af sin slags, og har dannet basis for udviklingen af andre, mere komplekse, distinktive tilgange såsom Maksimale Par, Multiple Oppositions og Empty Set. Minimale Par indgår også som delelement i andre interventionstilgange som fx Metafon og PACT (Parents and Children Together).

Effekten af Minimale Par som interventionstilgang er undersøgt bredt, og resultaterne af forskningen viser god effekt hos børn med milde til moderate fonologiske vanskeligheder (dvs. børn der konsekvent erstatter 1-2 sproglyde - enten på grund af forsinket fonologisk udvikling eller konsistente fonologiske vanskeligheder).

Intervention med minimale par tager i dag mange forskellige former; ordpar udvælges mere eller mindre systematisk, ligesom forløb, i forhold til både tid og udførelse, kan se meget forskellige ud.

Dette indlæg omhandler den konventionelle udgave af interventionstilgangen Minimale Par, som den er beskrevet og undersøgt i litteraturen. Vi lover - amager og halshug - at der senere kommer indlæg om de øvrige distinktive tilgange

Historietimen

Frem til 1970’erne omtales “upræcis udtale” hos børn som artikulationsvanskeligheder af motorisk oprindelse. Først med Ingram Den Store som foregangsmand opstår der efterhånden bred konsensus om, at udtalevanskeligheder ikke kan tilskrives motorik, men at de skyldes en uhensigtsmæssig brug af fonemiske regler/mønstre

Med ændringen af opfattelsen når man frem til, at rene motoriske øvelser sjovt nok ikke har nævneværdig effekt, da børnenes vanskeligheder jo altså ikke er af motorisk oprindelse. Det kan være meningsfuldt at inddrage cues til, hvor og hvordan en sproglyd artikuleres i et interventionsforløb, men motoriske øvelser bør altid være hæftet op på sproglyde, og øvelserne kan ikke stå alene.

Phonological disorders arise more in the mind than in the mouth”.
-Grunwell (1987)

 

Med den nye opfattelse af årsagen til udtalevanskeligheder ændres tilgangen til intervention, og nye interventionsmetoder grundlægges - herunder tilgangen Minimale Par.

Interventionstilgangen Minimale Par

Helt grundlæggende arbejder man i tilgangen Minimale Par med minimale par. Et minimalt par er to ord (et ordpar) med forskellig betydning, der, på nær ét fonem/én sproglyd, er ens. Et eksempel på et minimalt par er “kop”/ “top”, hvor kun første sproglyd adskiller de to ord fra hinanden.

Nogle børn udtaler to forskellige sproglyde ens (homonymt). Det kan for eksempel være børn, der bruger /t/ for både /k/ og /t/, så “kop” og “top” begge udtales “top”. 

Tilgangen - hvad er meningen?

Tilgangen Minimale Par bygger på kommunikationsbaserede aktiviteter. Aktiviteter, der bygges op på en sådan måde, at barnet, igennem semantisk konfusion, guides til en forståelse af det meningsforstyrrende i barnets homonymi. Via aktiviteterne og den voksnes feedback i aktiviteterne gøres barnet bevidst om betydningen af kontraster og ikke mindst betydningen af, hvad der sker, når kontrasterne i udtalen mangler: for at blive forstået korrekt, er det nødvendigt at producere kontrasterne.

Helt konkret kan barnets opmærksomhed, via forskellige aktiviteter, rettes mod det meningsforstyrrende i udtalen, ved at samtalepartneren responderer på instruks fra barnet. Benævner barnet begge ord i et minimalt (ord)par identisk, “konfronteres” barnet med homonymien, ved at samtalepartneren reagerer ens på begge ord.

Udvælgelse af minimale (fonem)par

Når det besluttes, hvilke fonemer, barnet skal arbejde med, er første rettesnor, at man i Minimale Par altid arbejder med mål- og erstatningslyd.  

Anden rettesnor er, at fonemerne i parret skal være minimalt forskellige fra hinanden - altså have færrest mulige distinktive forskelle.

Distinktive forskelle ses i relation til place, manner, voice - på dansk: artikulationssted, artikulationsmåde og stemthed. Herudover indgår aspiration som et distinktivt træk på linie med stemthed. Nedenstående ses et "overbliksskema" over de danske konsonantfonemer.

Et eksempel på et (fonem)par med minimale distinktive forskelle er /k t/:

  • Ligheder: /t/ og /k/ er begge klusiler, de er begge ustemte og de er begge aspirerede.
  • Forskelle: /t/ artikuleres alveolært hvor /k/ artikuleres velært.

Den eneste distinktive forskel på /t k/ er dermed artikulationsstedet.

Eksempler på andre konventionelle minimale par er:

  • /d g/ (forskel: artikulationssted)
  • /p b/ (forskel: aspiration)
  • /f v/ (forskel: stemthed)
  • /s t/ (forskel: artikulationsmåde)

Jamen, hvad så med for eksempel h og r?

Lydparret /h ʁ/ er ikke et minimalt par af den type, der arbejdes med i tilgangen Minimale Par. Lydparret /h ʁ/ er et maksimalt par, da der er maksimalt distinktive forskelle på de to sproglyde.

Fonemparret /h ʁ/:

  • Ligheder: ingen
  • Forskelle: /ʁ/ produceres suprafaryngalt, /h/ produceres glottalt. /ʁ/ er stemt (i fonemform), h er ustemt. /ʁ/ er en likvid, /h/ er en hæmmelyd.

Fonemparret kan derfor ikke klassificeres som et minimalt par, da de ikke har nogle distinktive træk til fælles.

Nedenstående skema kan være en hjælp i vurderingen af, hvor mange distinktive træk, der adskiller to vilkårlige konsonantfonemer.

(Psst….i Minimale Par Kassen har vi gjort benarbejdet og samlet 13 “ægte” minimale (fonem)par og herunder billeder til 65 ordpar;-)).



Metodevalg - Meningsfuld Intervention eller Perception-Produktion?

De fleste interventionstilgange til fonologiske vanskeligheder er udviklet af en enkelt forsker/ét forskerteam, som i forskningen fastlægger en fast procedure for tilgangen. For Minimale Par er scenariet et andet. I den omfattende forskningsmængde vedrørende Minimale Par, findes der mange forskellige procedurer, som indeholder forskellige elementer. Dog går to procedurer igen, nemlig: Meningsfuld Intervention og Perception-Produktion.

I forhold til udvælgelse af fonem- og ordpar er der ingen forskel på de to metoder. Homonymi er i fokus og de fonempar, man arbejder med, består af mål- og erstatningslyd, hvor fonemerne adskiller sig fra hinanden ved færrest mulige distinktive træk. Dér, hvor de to metoder adskiller sig fra hinanden, er primært i forhold til, hvordan de minimale par introduceres for barnet.

Hvilke metode man vælger at bruge, er en smagssag. Nogle børn responderer rigtig fint på den ene tilgang og mindre godt på den anden tilgang. Valget er dit: du er eksperten og du kender barnet bedst!

Meningsfuld intervention

I denne udgave af Minimale Par er fokus, at barnet skal begribe det meningsforstyrrende i, at to forskellige lyde udtales ens. Det skal blive tydeligt for barnet, at det har en betydning for budskabet, om man siger fx “ko” eller “to”.

Meningsfuld Intervention består - udover logopædens forberedelsesfase - af tre faser, hvor barnet 1) lærer de minimale par (ordpar) at kende, 2) lytter og finder de benævnte billeder og 3) selv producerer de minimale par. I beskrivelsen af Meningsfuld Intervention anbefales det, at barnet allerede i løbet af den første interventionssession kommer igennem de første to faser og påbegynder produktionsfasen.

For en trin-for-trin gennemgang af metoden og forslag til aktiviteter i de forskellige faser, se evt. vejledningen til Meningsfuld Intervention i Sprogeriets Minimale Par Kasse.

Perception-Produktion

I denne udgave af Minimale Par er der tilføjet en fase, hvor barnet imiterer den voksnes produktion, inden det selv skal producere målordet. Barnet øver sig i at udtale målordene ved at gentage efter den voksne. Hensigten er, at barnet derigennem forberedes på at kunne korrigere egen udtale.

Fremdriften mellem faserne baseres på barnets præstationer.

For en trin-for-trin gennemgang af metoden og forslag til aktiviteter i de forskellige faser, se evt. vejledningen til Perception-Produktion i Sprogeriets Minimale Par Kasse.

Probe

Som forberedelse til et forløb med Minimale Par, opstilles et præstationsbaseret mål for, hvornår barnet er klar til, at interventionen afsluttes. For at vurdere, hvornår målet er opnået, bør man løbende evaluere barnets fremskridt. Her er vores yndlingsværktøj proben. Det anbefales at bruge proben efter hver 3. interventionssession.    

Se Sprogeriets Probe her (kommer snart).

Se Minimale Par Kassen her (kan snart bestilles)



Uh, det var spændende - jeg vil vide mere!

Har du lyst til at læse mere om Minimale Par og forskningen bag, kan vi især anbefale:

  • Bowen, Caroline (2015) ”Children’s Speech Sound Disorders”. Wiley Blackwell.
  • Mcleod S. & Baker E (2017) “Childrens Speech, An Evidence-Based Approach to Assesment and Intervention". Pearson.
  • Williams et al. (2010) "Speech Sound Disorders in Children". Brookes
  • Williams, Lynn A. (2002) "Speech Disorders, Ressource Guide for preeschool Children". Thomson Delmar Learning.







  • Kommenter