Inden for logopædien, både nationalt og internationalt, er der (næsten) lige så mange forskellige typer af interventionstilgange til tale-sproglige vanskeligheder, som der er børn.
Det kan være lidt af en jungle at finde ud af, hvilke(n) metode(r), der er mest effektiv(e) til det enkelte barn, da den børnegruppe, vi ser i praksis, jo er meget heterogen.
Hvor to børn på papiret - og i udredningen - kan se meget ens ud, er de det selvsagt ikke. Man kan derfor ikke uden videre antage, at hvis én metode/tilgang er effektiv til det ene barn, så må den også være det til det andet barn. Det er altid vigtigt at tage udgangspunkt i det enkelte barn og på baggrund af barnets tale-/sproglige vanskeligheder, alder, kognitive kompetencer og muligvis også personlighed og interesser vælge dén metode, man med sin logopædiske faglighed og erfaring vurderer vil være mest effektiv. Fx. er metoden P.O.P.T meget effektiv til det ene barn, metoden Minimale Par til et andet barn og metoden Multiple Oppositions til et helt tredje barn med fonologiske vanskeligheder.
Udover ovenstående individuelle forskelle hos børnene, spiller sværhedsgraden af de fonologiske vanskeligheder også ind. I forhold til nogle metodiske tilgange er der stærkest evidens for, at de er effektive til børn med milde til moderate vanskeligheder, hvor andre tilgange har vist sig særligt effektive til børn med moderate til svære vanskeligheder.
Herudover spiller vanskelighedens oprindelse også ind på valget. Er der tale om en fonologisk, artikulatorisk eller motorisk vanskelighed?
Selv når man har taget beslutning om metodisk tilgang, er det vigtigt fortløbende i undervisningsforløbet at vurdere, om den valgte metode nu også passer til barnet - har man igangsat undervisning med udgangspunkt i en metode, som barnet ikke responderer godt på, må man vurdere, om en anden tilgang er mere effektiv.
Som en lille guideline til at finde rundt i metode-junglen, har vi ladet os inspirere af den mægtige Lynn Williams og har strikket nedenstående sammen:
