Af: Bjarne Christensen, ph.d.-stipendiat, forsker i viden. Sabina Kethelz, cand.mag., ejer af Kethelz - partnerships of shared value. Camilla Holmskov Nellemann og Helene Cooper Larsen, Sprogeriet
Den uddannelsespolitiske dagsorden er for tiden præget af et fokus på uddannelse af borgere med teknologiske kompetencer. Om det er på folkeskoleniveau eller på universitetsniveau høres det ofte, at flere elever og studerende skal klædes på med teknologiske kompetencer og at de skal animeres til i højere grad at interessere sig for teknik og de mere våde videnskaber. I vores digitaliserede verden giver det god mening. I en by som Odense, hvor vi er blandt verdens førende inden for udvikling af robotteknologi, giver det også god mening, at man ydermere satser på, at børn fra en tidlig alder skal have robotteknologi og kodning på skoleskemaet.
Med dette blogindlæg ønsker vi at understrege vigtigheden samt nødvendigheden af, at det teknologiske fokus kombineres med fokus på den tidlige indsats i forhold til børns livsduelighed. Det er nemlig sådan, at enhver kompetence – også den teknologiske – kun opnås, hvis man helt fra spæd har fået lagt et fundament for livsduelighed. Fundamentet for livsduelighed grundlægges i barnets første tusind dage og handler om, ifølge bl.a Egmont Fonden, at udvikle faglige, sociale og personlige kompetencer hos et barn. Hvis ikke der i et barns første leveår lægges et godt fundament for livsduelighed, bliver det meget svært at rette op på senere i barnets liv.
En del af fundamentet for livsduelighed handler om børns sproglige udvikling. Eksempelvis viser det sig, at en stor del af de alt for mange mennesker, der aldrig gennemfører en ungdomsuddannelse og derfor heller ikke hverken en faglig eller boglig uddannelse, forventes at have haft et for skrøbeligt fundament til at kunne opbygge et godt sprog i de allerførste leveår. Som eksempel viser undersøgelser, at 15% af danske børn i førskolealderen er op til 2 år forsinket i deres sproglige udvikling. Selvom mange børn i Danmark kommer i daginstitution fra en tidlig alder, er det desværre ingen garanti for den nødvendige støtte til den sproglige udvikling.
Forskning har fastslået, at dagtilbud mangler ressourcer, viden og konkrete værktøjer til at gennemføre den nødvendige sproglige stimulering. Derudover mangler pædagogisk personale i danske daginstitutioner støtte og rammer til kvalificeret at arbejde med udvikling af børns sprog. I forhold til indsats for sproglig udvikling hos børn i de aller første år, kan sundhedspleje og dagtilbud hjælpes til i endnu højere grad at støtte den tidlige sprogindsats hos børn. Netop til sundhedsplejen og pædagoger i dagtilbud har regeringen senest afsat en milliard for at understøtte den tidlige indsats generelt. Det må anbefales, at børnenes sproglige udvikling bliver en del af den generelle tidlige indsats.
De negative konsekvenser af den manglende tidlige indsats i forhold til børnenes sproglige udvikling er foruroligende tydelig: 94% af børnehaveklasseledere i Danmark finder årligt et eller flere børn med sproglige udfordringer i 0. klasse, og som nævnt er det særdeles indsatskrævende at indhente den manglende sproglige udvikling hos en seksårig sammenlignet med en tidligere indsats.
Konsekvenserne af sproglige udfordringer er mange. De sociale konsekvenser er blandt andre risiko for lavt selvværd, ensomhed og isolation samt udfordringer med at indgå i sociale relationer og lege. Disse sociale konsekvenser står desværre ikke alene. De faglige konsekvenser af mangelfuldt sprog er primært læse- og skrivevanskeligheder, som sætter børnene bagud allerede fra første dag i skolen. For mange børn bliver det svært at indhente det tabte, hvilket fører til et generelt lavere uddannelsesniveau. Dermed bliver det svært for børnene at udvikle den livsduelighed, der er nødvendig også for at kunne begå sig i en teknologisk hverdag.
Tal fra England viser, at en krone investeret i talepædagogisk bistand kommer seks gange igen i øget livsindkomst. På samme måde har Tænketanken DEA vist, at der i Danmark umiddelbart er stor politisk enighed om, at den tidlige indsats er vigtig - herunder tidlig indsats omkring børns sproglige udvikling - men mange politikere tilkendegiver at mangle viden på området. Når man taler om tidlig indsats, så er der tale om indsatser, som potentielt først giver et økonomisk afkast op til 18 år senere - eller endnu længere ude i fremtiden. I rapporten fra Tænketanken DEA nævnes netop det manglende politiske ”afkast” på kort sigt som årsag til manglende politisk prioritering af den tidlige indsats.
Netop derfor er det nu, vi skal turde tænke langsigtet. Hvis vi skal fastholde førerpositionen som teknologisk frontløber nationalt i Danmark, regionalt i region Syddanmark og lokalt i for eksempel Odense som robot-by, så skal satsningen på teknologi i uddannelsessystemet følges op af et stærkt øget fokus på tidlig indsats og herunder et målrettet og integreret arbejde med børnesprog - også for børn i alderen 0-6 år. Derfor skal sproglig indsats i dagtilbud styrkes. Derudover har sundhedsplejen kontakt med børn og forældre, inden barnet begynder i dagtilbud, og sundhedsplejen kan med fordel klædes på til arbejdet med børns tidlige sproglige udvikling.
Denne indsats vil klæde os på til at stå stærkt i det, der betegnes som industri 5.0. I industri 5.0 er der fokus på samspillet mellem menneske og maskine - eksempelvis mellem menneske og robot. Udover teknisk viden kræver det viden om og forståelse for de mennesker, der skal indgå i et samspil med teknologien. For at være klædt på til at være livsduelige samfundsborgere i industri 5.0. skal vi huske at satse på mange andre kompetencer end de rent tekniske. Uanset hvilken type kompetencer der er tale om, så er forudsætningen den livsduelighed, som grundlægges i barnets første 1000 dage. Derfor skal vi satse på tidlig indsats og børns sproglige udvikling - særligt de helt små børn - hvis vi også på den lange bane skal fastholde en ((robot)teknologisk) førerposition.
