Dit barn har brug for et godt sprog for at klare sig i verden. En del af det gode sprog er at kende betydningen af forskellige ord, og at vide hvordan forskellige ord kan påvirke andre mennesker følelsesmæssigt. Når dit barn begynder i børnehave, kan du opleve, at der begynder at snige sig nogle anderledes ord ind i dit barns ordforråd, og i nogle tilfælde vil du opleve, at dit barn begynder at bruge “grimme” ord, du ikke bryder dig om. Der kan være stor forskel på, hvornår og hvor meget dit barn begynder at bande og bruge “grimme” ord. Det kan afhænge af sprogkulturen i dagtilbuddet og/eller af sprogkulturen i hjemmet. Uanset hvad, gør du dit barn en stor tjeneste ved at hjælpe ham/hende med at forstå, at det ikke er uden betydning og konsekvens, når de “grimme” ord bruges i forskellige sammenhænge. Herunder kan du læse lidt om, hvad der er på spil, når børn begynder at tale grimt, og hvordan du som forældre kan hjælpe dit barn med at håndtere mødet med de “grimme” ord.
De første møder med de “grimme” ord
Når vi taler om børns sprog, kommer vi ikke udenom, at de første og største sproglige erfaringer, børn får, er i hjemmet. Som forælder kan du derfor gøre dit barn en kæmpe tjeneste ved at være opmærksom på dit eget sprog i hverdagen. Det er nok ikke realistisk at støvsuge sit dagligdagssprog for alle former for ukvemsord, men et godt sted at starte er at overveje, hvordan du taler om andre. Det er ikke lige så stødende at opleve et barn sige “for fanden da”, når det taber limstiften på gulvet, som det er at høre et barn kalde sin mor for “idiot”, hvis hun ikke vil hente et glas saftevand. Overvej hvad det er for sproglige erfaringer, du giver dit barn med - også når det gælder personer, som I ikke kender - f.eks. i trafikken eller supermarkedet.
Kommandoer og trusler
Et “kommanderende” sprog kan også påvirke dit barns sprog - “hent lige den der”, “Gi’ mig colaen” eller “kom så igang” kan “sætte sig” i barnets sprog, og dit barn risikerer at blive irettesat, hvis det f.eks. siger “gi’ mig vandet” nede i børnehaven. Dit barn behøver ikke nødvendigvis at “bede” om ting, men “må jeg få?” eller “vil du gi’ mig?” bidrager i højere grad til en god sprogkultur end kommandoer gør.
Ligeledes kan en overdreven brug af trusler sætte et uheldigt præg på dit barns sprog. Hvis dit barn ofte hører vendinger som: “Hvis du ikke snart kommer, er der ingen aftensmad!”, eller: “Hvis du ikke kommer nu, kører vi uden dig”, kan det medvirke til, at dit barn også vil bruge små-trusler som en del af hverdagssproget. På den måde vil du måske pludselig høre dit barn sige: “Hvis jeg ikke får den, sparker jeg” eller: “Jeg smadrer koppen, hvis jeg ikke må få saft”. Væn dig i stedet til at sige: “Jeg vil ha’, at du kommer nu”, eller: “Jeg har brug for, at du hjælper til”. På den måde gør du dit barn en tjeneste ved at vise, hvordan man sætter ord på sine behov uden at støde andre mennesker.
De nye ord fra dagtilbuddet
Når dit barn begynder i dagtilbud - og særligt ved børnehavestart - vil du måske høre nye ord og udtryk, dit barn ikke har lært hjemmefra. Dit barn vil ofte afprøve ordene hjemme, hvor det har en tryg base. Barnet er bevidst om, at ordene er “særlige” og har derfor behov for at teste konsekvensen af at sige dem derhjemme.
Det er en god ide at anerkende, at du godt ved, at de “grimme ord” eksisterer og bliver brugt i dagtilbuddet. Du kan gøre dit barn en tjeneste ved at ridse nogle regler op; f.eks.: “Jeg ved godt, at der er mange, der siger sådan nede i børnehaven, men herhjemme siger vi ikke sådan.” På den måde begynder dit barn at finde ud af, at der gælder forskellige sproglige regler forskellige steder. Den viden skal dit barn bruge, når det bliver ældre og oplever, at det sprog, der bliver brugt i kammeratgruppen, adskiller sig fra det sprog, I bruger hjemme, og igen fra det sprog, I bruger sammen med bedstemor. Det handler ikke om, at det er OK at bruge meget “grimme” ord nogen steder, men det bliver en udfordring for dit barn, hvis han/hun tror, at det kun er OK at bruge helt bestemte ord altid, og på den måde bliver en slags “ord-politimand” i fællesskabet med kammeraterne. Det handler altså om, at balancere mellem at gøre dit barn bevidst om, hvad de “grimme” ord kan gøre ved andre mennesker, og få dit barn til at gøre sig overvejelser om konsekvenserne, før han/hun bruger ordene.
Hvad kan du gøre?
Herunder finder du nogle råd til, hvad du kan gøre, når dit barn møder og eksperimenterer med “grimme” ord. Rådene er ikke en løftet pegefinger, men et værktøj til dig, som ønsker inspiration til, hvordan du tackler mødet med de nye ord.
Undersøg om dit barn ved, hvad ordene betyder…
Dit barn er ofte ikke klar over, hvad de “grimme” ord betyder, og du kan med fordel spørge ind til, om barnet ved, hvad ordene betyder; f.eks.: “Du kaldte mig kælling - ved du, hvad det betyder?” - “Det er faktisk et meget grimt ord for en dame, og det er ikke rart, når du kalder mig det.”
Sæt dine grænser...
Det er vigtigt, at du som forælder siger fra, hvis du oplever, at dit barn bruger de nye “grimme” ord som en provokation over for dig. Hvis dit barn kalder dig noget grimt, er det vigtigt at få italesat, at: “Det vil jeg ikke have, at du kalder mig.” Hvis dit barn eksperimenterer med ordene og laver hjemmelavede ord som “numselort”, er det en leg for barnet, og du kan trække på smilebåndet og evt. bede barnet om at lege med ordene et andet sted, f.eks. oppe på værelset. Hvis ordene derimod er rettet mod dig som person, er det vigtigt, at du får sat dine grænser. Du kan med fordel forsøge at skelne mellem, om ordene bliver sagt for at provokere dig, eller om barnet er ude på pjat og løjer - og måske gerne vil tumle og slås. Ved at gøre dette, får du vist dit barn, at “grimme ord” ikke er et tabu, men at de ikke skal bruges om andre, da de kan virke sårende. Det er vigtig viden for dit barn, som han/hun kan bruge i fællesskabet med kammerater og andre voksne i dagligdagen.
Fortæl hvad barnet kan sige i stedet…
Hvis dit barn siger: “Gi’ mig bollen!”, kan du f.eks. sige: “Jeg synes, det lyder flot, hvis du siger: “Må jeg få en bolle”.” Slut gerne af med at fortælle dit barn, hvorfor det er en god ide at sige sådan, som du foreslår: “Jeg får mere lyst til at hjælpe dig, hvis du siger: “Må jeg få bollen?”
Giv dit barn en reaktion…
Når dit barn bruger “grimme” ord, er det tit fordi, det ønsker din opmærksomhed - enten for at lave sjov eller for at provokere. Uanset er barnets brug af “grimme” ord et udtryk for, at det ønsker at få din opmærksomhed, afprøve ordenes effekt og opleve en reaktion fra dig. Det er en god ide altid at reagere på dit barns brug af “grimme” ord - enten ved at sætte en grænse eller italesætte, at du hører de ord, dit barn bruger, ved f.eks. at sige: “Hold da op din frækkert, sikke nogle ord du kan!”. På den måde viser du dit barn, at det skal være opmærksom på, at ordene er særlige og skal bruges varsomt.
Vil du vide mere?
Bergen, Benjamin. K. (2018). What the F… - What swearing Reveals about our Language, Our brains and Our Selves. Basic Books
Bruun, Magrethe H. (2007). Forældreguiden - Sådan tackler du hverdagen med børn. Høst.