Sproglyde og udtale
Sprogets lyde er de lyde, som kan sættes sammen til at danne ord og sætninger. Små børn eksperimenterer med udtalen af sproglydene som et naturligt led i deres talesproglige udvikling. Det er derfor helt naturligt - og helt almindeligt - at små børn laver det, vi kan kalde “udtalefejl”, som et forbigående led i deres udvikling. Det kan være, at det er bestemte sproglyde, barnet udtaler forkert, det kan være lyde, barnet bytter om på eller det kan være, at der er lyde, som barnet helt undlader at sige.
Vær opmærksom på, om der sker en udvikling
Det er svært at sige præcis, hvornår børn skal kunne udtale bestemte lyde. Som med al anden udvikling er børn forskellige. Som en god tommelfingerregel kan man sige, at det er vigtigt, at man som forælder og omsorgsperson hele tiden kan høre en udvikling i børns udtale af sproglydene. Det er ok at “udtalefejlene” er der i en kortere periode, men man skal relativt hurtigt kunne høre, at der udvikles en korrekt udtale af de forskellige sproglyde.
Helt generelt kan man sige, at så snart der sniger sig en bekymring ind - f.eks. fordi barnet sprogligt udvikler sig langsommere end jævnaldrende, er sværere at forstå end jævnaldrende eller af andre årsager, som vækker bekymring hos jer voksne omkring barnet - så er det en rigtig god idé at søge sparring hos en logopæd. Logopæden kan hjælpe med at vurdere om og hvad, der bør gøres for at hjælpe barnet bedst muligt videre i den sproglige udvikling.
Som forældre, omsorgspersoner og praktikere omkring børn med udtalevanskeligheder, kan man godt have lyst til at sætte en aldersgrænse for, hvornår man skal reagere og søge faglig sparring. Man skal dog være varsom med at sætte en egentlig aldersgrænse for, hvornår børn skal have en “korrekt” udtale af alle sproglyde, da det kan føre til, at man venter, til grænsen er nået, før man reagerer. Helt overordnet kan man sige, at børn i 3-4 års alderen gerne skal have de fleste sproglyde på plads, og have et talesprog de kan bruge til at gøre sig forståelig i alle hverdagens sammenhænge. Det gælder dog altid, at man ikke kan sætte for tidligt ind med at støtte børn i udtalen af sproglyde. Denne støtte kan gives fra alle omkring barnet og kan blandt andet bestå i:
-
...at gentage barnets “forkerte” udtale af sproglyde korrekt - F.eks: Barn: “Se tatten”. Voksen: “Ja, det er katten, der kommer der”.
-
...at bruge tydelig udtale og mundbevægelser.
-
...at gribe anledninger til mange gentagelser af de udfordrende sproglyde.
-
...at lege med skelnen af sproglyde gennem sang, rim og remser.
Er der bestemte sproglyde, der ofte driller?
Generelt kan man sige, at børns udtale (og udtalefejl) som regel følger en helt fantastisk systematik. Det er i langt de fleste tilfælde slet ikke tilfældigt, hvilke lyde, der byttes ud med andre. Børn er enormt avancerede på det punkt, og uden de ved det, opererer de allerede i deres tidligste leveår med bestemte grupperinger af lyde, regler for lyde og produktion af lyde. Man ved, at der er nogle “systemer” og regler, mange børn bruger. Det er typisk børn, der siger “tat” i stedet for “kat”, “dul” i stedet for “gul” og “bar” i stedet for “far”. Det hænger ofte sammen med, at der er nogle lyde, som børn typisk lærer før andre - f.eks. lærer børn ofte lydene /t/ og /d/ før lydene /k/ og /g/. Det tager som regel også typisk længere tid for børn at få en præcis udtale af to sammenhængende sproglyde (klynger) - altså der, hvor der er to eller flere sproglyde der kommer lige efter hinanden (f.eks. stol, skrald, trold o.lign.). Børn kan have svært ved disse lyde helt op til 3-4 års alderen, men det er ikke ensbetydende med, at man bør vente med at støtte børnene i at ændre deres udtale-mønstre.
Hvorfor er det ikke ligemeget, om barnet siger “kat” eller “tat”?
Helt grundlæggende er udfordringen med udtalevanskeligheder ikke (kun), at barnet udtaler en eller flere lyde upræcist. Udfordringen ligger også i årsagen til udtalevanskelighederne. Lidt overordnet kan man sige, at mange børn med udtalevanskeligheder har udfordringer med at opfatte samt bearbejde sproglydene - og får også “gemt sproglydene på forkerte hylder” i deres indre sproglydsbibliotek. Dette gør at børn med udtalevanskeligheder bla. er i øget risiko for senere at få svært ved at lære at læse og skrive. Har et barn svært ved at læse og skrive, er barnet også i risiko for at møde udfordringer i den generelle faglige udvikling - hvilket på sigt kan påvirke både uddannelsesniveau og livskvalitet. Ligesådan ved man, at der også kan være kedelige sociale følger i form af f.eks. udelukkelse af fællesskaber, at barnet ikke bliver forstået og til sidst kan komme til at trække sig fra f.eks. legefælleskaber. Det er derfor vigtigt, at barnet får den hjælp og støtte, det har brug for så tidligt som muligt - jo tidligere des bedre.
Og heldigvis kan udtalevanskeligheder oftest relativt hurtigt “afhjælpes” med hjælp fra en logopæd og de voksne, der er omkring barnet.
Hvorfor har nogle børn udfordringer med udtalen af sproglyde?
Der kan være mange forskellige grunde til, at nogle børn har vedvarende udtalevanskeligheder, men udtalevanskelighederne ses bla. i sammenhæng med:
-
Øreproblemer – dvs. væske i ørerne, der gør, at barnet i en periode ikke hører optimalt (se evt. tidligere blogindlæg her).
-
Arvelighed (30 – 60% af børn med udtalevanskeligheder har mindst ét nært familiemedlem (forældre eller søskende), som også har haft udtalevanskeligheder og eller sprogligevanskeligheder).
-
Udfordringer ift. opmærksomheden på sproglyde – at barnet ikke udvikler en præcis opfattelse af eller hukommelse for enkelte sproglyde eller sproglydsrækkefølger.
-
Hos nogle børn, har udtalevanskelighederne en fysiologisk/anatomisk årsag - det kan f.eks. være på grund af læbe-/kæbe-/ganespalte eller cerebral parese (det er ikke denne form for udtalevanskeligheder, vi berører i dette blogindlæg).
Der findes forskellige former for udtalevanskeligheder. Børn kan være forsinkede i deres taleudvikling, hvilket betyder, at deres udtale - og udtalefejl - lyder som den udtale, man typisk hører hos mindre børn. Børn kan også have udtalevanskeligheder, der ikke høres i børns typiske taleudvikling.
Uanset hvad årsagen til udtalevanskelighederne er, skal de altid tages alvorligt, og barnet har brug for voksnes hjælp til at understøtte den talesproglige udvikling.
Vil du nørde sproglyde og udtale?
Dodd, B. (1995). Differential diagnosis and treatment of children with speech disorder. London: Whurr Publisher.
Dodd, B. Zhu Hua, Shatford, C. (2000). Does speech disor- der spontaneously resolve? Conference Proceedings of the Child Language Seminar 1999, held at City Universi- ty, City University Press.
Fox-Boyer, A. & Clausen, M. C. (2011). Dansk-sprogede børns fonologiske udvikling. ALF DANSK AUDIOLOGOPÆDI 4/2011.
Fox, A.V., Dodd, B., & Howard, D. (2002). Risk factors for speech disorders in children. International Journal of Communication Disorders, 37, 117-131.
Peterson et al (2009), What Influences Literacy Outcome in Children With Speech Sound Disorder? Journal of speech, language and hearing research content. Vol 52, issue 5.
Overby et al. Preliteracy Speech Sound Production Skill and Later Literacy Outcomes: A Study Using the Templin Archive. Journal of speech, language and hearing research content. Vol 43, issue 1.
