Inden for logopædien, både nationalt og internationalt, er der (næsten) lige så mange forskellige typer af interventionstilgange til tale-sproglige vanskeligheder, som der er børn.
Selv når man har taget beslutning om metodisk tilgang, er det vigtigt fortløbende i undervisningsforløbet at vurdere, om den valgte metode nu også passer til barnet - har man igangsat undervisning med udgangspunkt i en metode, som barnet ikke responderer godt på, må man vurdere, om en anden tilgang er mere effektiv.
Minimale Par hører til familien af “distinktive tilgange”, og er en af de mest benyttede lingvistiske interventioner til børn med fonologiske vanskeligheder.
Intervention med minimale par tager i dag mange forskellige former; ordpar udvælges mere eller mindre systematisk, ligesom forløb, i forhold til både tid og udførelse, kan se meget forskellige ud.
Dette indlæg omhandler den konventionelle udgave af interventionstilgangen Minimale Par, som den er beskrevet og undersøgt i litteraturen.
