Med dette blogindlæg ønsker vi at understrege vigtigheden samt nødvendigheden af, at det teknologiske fokus kombineres med fokus på den tidlige indsats i forhold til børns livsduelighed. Det er nemlig sådan, at enhver kompetence – også den teknologiske – kun opnås, hvis man helt fra spæd har fået lagt et fundament for livsduelighed.
En del af fundamentet for livsduelighed handler om børns sproglige udvikling. Eksempelvis viser det sig, at en stor del af de alt for mange mennesker, der aldrig gennemfører en ungdomsuddannelse og derfor heller ikke hverken en faglig eller boglig uddannelse, forventes at have haft et for skrøbeligt fundament til at kunne opbygge et godt sprog i de allerførste leveår.
Inden for logopædien, både nationalt og internationalt, er der (næsten) lige så mange forskellige typer af interventionstilgange til tale-sproglige vanskeligheder, som der er børn.
Selv når man har taget beslutning om metodisk tilgang, er det vigtigt fortløbende i undervisningsforløbet at vurdere, om den valgte metode nu også passer til barnet - har man igangsat undervisning med udgangspunkt i en metode, som barnet ikke responderer godt på, må man vurdere, om en anden tilgang er mere effektiv.
Minimale Par hører til familien af “distinktive tilgange”, og er en af de mest benyttede lingvistiske interventioner til børn med fonologiske vanskeligheder.
Intervention med minimale par tager i dag mange forskellige former; ordpar udvælges mere eller mindre systematisk, ligesom forløb, i forhold til både tid og udførelse, kan se meget forskellige ud.
Dette indlæg omhandler den konventionelle udgave af interventionstilgangen Minimale Par, som den er beskrevet og undersøgt i litteraturen.
